Ingredienser
- 400 g. vand
- 375 g. hvedemel
- 125 g. ølandshvedemel (kan erstattes med fuldkorns hvedemel)
- 11 g. salt
- 100 g. moden surdej
Fremgangsmåde
- Kom vand, hvedemel og ølandshvede i en skål og rør det blot lige let sammen. Kom husholdningsfilm over og lad det stå i 30 minutter.
- Herefter kommes salt og moden surdej (fodret surdej) i. Ælt dejen på røremaskine med en dejkrog. Start ved lav hastighed og skru gradvist mere op. Ælt dejen til den slipper kanterne. Det tager 5-10 minutter.
- Kom dejen over i en bøtte, som er smurt med olie (der skal være plads til at dejen skal kunne hæve i bøtten).
- Lad dejen hæve ved stuetemperatur indtil dejen er hævet til dobbelt størrelse (det kan variere hvor lang tid det tager, alt efter sæson, varme i køkkenet osv.). Fold dejen hvert 30. minut. Du kan se her hvordan man folder den. Du skal i alt lave 4 foldninger.
- Når dejen er hævet til dobbelt størrelse (det tager omkring 4-6 timer i vores køkken), så sættes dejen på køl natten over eller 12-16 timer. Den kan også stå på køkkenbordet natten over, hvis den ikke er hævet nok.
Dagen efter
- Tag dejen ud af køleskabet.
- Varm ovnen op til 250 grader og brug gerne et bagestål, hvis du har det (det kan godt tage ca. 30 minutter at varme ovnen ordentligt op). Hvis du ikke har bagestål, så brug den lave bageplade og lad den varme op sammen med ovnen.
- Når ovnen er helt varm, så vendes dejen ud på bordet.
- Brug en dejskærer til at skære bollerne ud og kom dem herefter over på et stykke bagepapir. Brug evt. lidt mel, hvis du har svært ved at flytte dejen uden det klistrer.
- Brug en spade eller pizzaspade til at flytte bagepapiret med bollerne over på bagestålet i ovnen. Hvis du bruger bagepladen fra ovnen, så tages den ud og bagepapiret rykkes over på den varme plade.
- Bag først bollerne ved 250 grader i 5 minutter. Skru herefter ned til 200 grader og lad dem få yderligere 7-10 minutter til de er gyldne og har den afbagning, som du godt kan lide.
- Tag bollerne ud og lad dem afkøle på en bagerist.